En bydel i forandring

En bydel i forandring

I de kommende år gennemgår Tingbjerg en gennemgribende forandring fra udsat boligområde til attraktiv, grøn og aktiv bydel.

I et tæt samarbejde mellem boligorganisationerne FSB og KAB/SAB samt den private ejendomsudvikler NREP vil Tingbjerg i de kommende år gennemgå en gennemgribende forandring med opførelsen af op mod 1000 nye private ejerboliger, 500 nye private lejeboliger, ungdoms- og ældreboliger, nye grønne uderum og nye forbindelsesstier i området. Samtidig bliver Tingbjergs daginstitutioner og skole gennemgribende renoveret og moderniseret.

Lene vennits
I stedet for at betragte Tingbjerg som et udsat byområde har vi valgt at betragte Tingbjerg som et byudviklingsområde. Tingbjerg trænger til flere betalelige boliger, så vi har lavet en strategi om at fortætte bydelen med både private udlejningsboliger og rækkehuse.

Lene Vennits
Byudviklingschef, Tingbjerg Bydelsforening

Fra stilstand til blandet by

Som byudviklingschef i Tingbjerg Bydelsforening er Lene Vennits involveret i alle aspekter af byudviklingen og ser en spændende fremtid for Tingbjerg. Og for hende har det været tydeligt, at Tingbjerg i de senere år både har kæmpet med et dårligt ry og været en smule i stilstand. Tingbjerg havde brug for nye initiativer, og det har resulteret i en ambitiøs byudviklingsproces.

“I stedet for at betragte Tingbjerg som et udsat byområde har vi valgt at betragte Tingbjerg som et byudviklingsområde. Tingbjerg trænger til flere betalelige boliger, så vi har lavet en strategi om at fortætte bydelen med både private udlejningsboliger og rækkehuse.”

Ifølge Lene Vennits er det afgørende, at der ikke kommer til at blive et skel mellem de eksisterende og de kommende beboere, og der bliver derfor ikke udstykket til private haver til de nye rækkehuse. I stedet kommer alle beboere på tværs af leje- og ejerforhold til at dele de store haverum, som understøtter fællesskabet i bydelen.

Tingbjerg 0819
Tingbjerg 0864

Bæredygtige boliger med store fælles haverum

Det er ejendomsselskabet NREP, der skal opføre de mange nye boliger i Tingbjerg, og de første købere kommer til at gøre en god forretning, da rækkehusene sælges under markedspris. For at undgå spekulation er det dog en del af aftalen, at hvis man sælger inden for de første fire år, skal halvdelen af overskuddet betales til Tingbjerg Bydelsforening. Samtidig er der valgt en salgsproces, hvor de familier, der gerne vil købe et rækkehus, også skal motivere, hvorfor de gerne vil flytte til Tingbjerg, og hvad de vil bidrage med. Målet er at kunne fastholde og tiltrække familier, der kan være med til at skrive det næste spændende kapitel i Tingbjergs historie

Tingbjerghusene

En åben, aktiv og grøn boligby

Visionen for Tingbjerg er, at bydelen skal udvikles som en åben, aktiv og grøn boligby. Og ifølge Lene Vennits er den proces allerede godt i gang – for Tingbjerg har allerede en række enestående kvaliteter, der bliver bygget ovenpå. I bydelen er der masser af luft mellem husene, hvor man kan lege, og naturen er lige uden for døren – hele vejen rundt. Og så er der svømmehal og fodboldbaner og nærmest alt, hvad man kunne drømme om som børnefamilie. Når man bevæger sig rundt i Tingbjerg i dag, kan man ikke undgå at se, at det er en bydel under forandring, og i de kommende år vil bylivet og aktiviteten vokse støt.

Inden for fem år er der to supermarkeder, to caféer, naturbørnehave med grøn profil, renoveret og helt moderne skole – og så vil der være vokset en række fælles dyrkningshaver op i de store haverum, hvor livet og fællesskabet mellem de eksisterende og nye beboere får lov til at blomstre.

Tingbjerg 0890
Tingbjerg 0827

Omdrejningspunktet for mange af de nye aktiviteter bliver den netop stiftede bydelsforening, hvis vigtigste rolle er at sikre, at alle fællesarealerne fungerer, så fællesskabet har en god basis at fungere på. Men den vil også komme til at stå for sociale og kulturelle arrangementer som f.eks. festival, kulturbegivenheder og fællesspisninger. Bydelsforeningen kommer derfor til at have to ben: det sociale liv mellem husene og det fysiske liv mellem husene – og skal være med til at sikre, at visionen om et grønnere, mere åbent og aktivt Tingbjerg bliver ført ud i livet.