Byggefeltet Store Torv, der ligger langs Ruten mellem Skolesiden og Langhusvej bebygges i tre etaper. I går blev der taget hul på sidste del, som vil være private boliger og et seniorbofællesskab: Mosefundet.
Store Torv bestod tidligere kun af erhverv, men bliver nu både private boliger, et plejehjem, seniorbofællesskab og butikker.
Lene Vennits, Byudviklingschef i Tingbjerg bød velkommen, og udover Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, var der også taler af Formanden for fsb' organisationsbestyrelse: Mads Malik Knudsen, Direktør Søren Daugaard fra Rasmus Friis (totalentreprenør), Susanne Christiansen fra Seniorbofællesskabet Mosefundet og Afdelingsdirektør Mahad Farah fra Innovater (bygherre). Flere af talerne kom ind på det vigtige ved at have forskellige boligtyper og boformer, som netop er det der etableres på Store Torv og i udviklingen af hele Tingbjerg.
Som Susanne Christiansen, Talskvinde for Mosefundet sagde:
"Vi glæder os nemlig også til at blive en del af Tingbjerg og det mangfoldige fællesskab, der er her, hvor udvikling og nye initiativer tages så hastigt, at det kræver, du er oppe på mærkerne for at følge med. Vi glæder os til at nyde godt af at bo midt i alt det. Samtidig vil vi gerne bidrage med det bedste vi kan. For selvom vi er Mosefund, så er der masser af liv i os og mod på at møde nye naboer her i Tingbjerg."
Foto: fsb
Fra venstre: Søren Daugaard, COO og Partner i entreprenørvirksomheden Rasmus Friis; Sophie Hæstorp Andersen, Overborgmester i Københavns Kommune; Mads Malik Knudsen, formand for fsb Organisationsbestyrelse; Morten Lykke, CEO i Innovater; Susanne Christiansen, talskvinde for seniorbofællesskabet Mosefundet.