Status på gang- og cykelbroerne over Vestvolden

PROJEKTET ER FORSINKET. Den ene bro (overgang til Bystævnet), som er spærret pga. reparation, har fået færdiggjort støbning af fundamenter på kanalbunden og opbygget stålunderbygningen. Broens overdel færdiggøres dog først i løbet af januar/februar 2025.

Renoveringen af parkbroen over Vestvolden ved Bystævnet er desværre ramt af forsinkelser. Færdiggørelsen af projektet vil blive opdelt i 2 etaper, hvor selve broen færdiggøres så hurtigt som muligt og åbnes for offentligheden i første etape. Stisystemet op til broen reetableres på et senere tidspunkt i anden etape.

Ved ibrugtagning af broen etableres en farbar og sikker forbindelse til eksisterende stier frem til broen.

Etape 1 - færdiggørelse og åbning af broen - forventes udført jan/feb 2025

Etape 2- reetablering af permanent stisystem – forventes udført i foråret 2025”

Den nye bro tættest på Åkandevej (Husumforbindelsen) mangler fortsat lys. Det oprindelige belysningsprojekt med indbyggede armaturer i brodækket er opgivet, da det kræver specielarmaturer, som er for sårbare overfor hærværk. Da voldanlægget er et fredet fortidsminde, skal Københavns Kommune have tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen til at etablere lys. Kommunen afvender svar på deres ansøgning om at etablere to amaturer, men håber, at de kan blive opstillet i indeværende år. Det lys der vil blive etableret, vil være dæmpet.