Alt hvad et børnehjerte kan begære

Alt hvad et børnehjerte kan begære

“En ønskeby for børn, der ejer alt, børnehjerter kan begære” Således beskrev avisen Social-Demokraten Tingbjerg i en artikel fra 1957 lige inden, de første beboere skulle flytte ind.

Da de første beboere flyttede til Tingbjerg i 1957, blev de mødt af legepladser, grønne områder, trygge gårdrum og gode institutioner – og børn har helt fra Tingbjergs tilblivelse i efterkrigstiden spillet en helt central rolle i Tingbjerg. Og det gør de stadig.

I dag har Tingbjerg stadig alt, hvad et barnehjerte kan begære, og bydelen er skræddersyet til børnefamilier, lige fra kvalitetsbyggeriet og den frie og smukke natur, der kendetegner hele bydelen, til de utallige muligheder for at lege, gå på opdagelse, finde ro, være kreativ og dyrke sport – og legekammeraterne er altid lige om hjørnet.

Men hvordan er det at bo og være barn i Tingbjerg i 2021? Og hvad er egentlig en ønskeby for børn? Det har vi spurgt Ndadem, Abdullah og Rayan om, som alle bor i Tingbjerg og går i 4. klasse på Tingbjerg Skole. Her sætter de ord på, hvordan det er at være barn i Tingbjerg anno 2021.