Et hængebugsvin, der hedder Pelle
Pelle er et socialt anlagt hængebugsvin, som tøffer rundt og hilser på enhver, der kommer på gården, men han er ikke alene. På gården kan du også møde heste, geder, kaniner, høns, papegøjer og gårdens hund, Luna.
Alle børn, der har lyst, er hver dag med til at sørge for, at dyrene har det godt. Der skal både muges, fodres, luftes og klappes, så jo flere børn, der hjælper til, des bedre og sjovere er det.
Faktisk er det sådan, at Bondegården er afhængig af, at alle børn bidrager i forhold til at passe dyrene. Så hvis man vil ride, er man nødt til at muge, fodre og strigle først. Og hvis man vil kæle med en kanin, skal man også lave alt det andet, en kanin også har brug for.
Omsorg og ansvar i fællesskab
På Bondegården tror de på, at børn, der lærer at drage omsorg og tage ansvar for dyr, får et dybere og mere nuanceret forhold til de dyr, de ellers mest møder i supermarkedets kølediske eller på afstand.
Alt foregår i fællesskab og med dyrenes behov i fokus. Derfor er gården et roligt sted, hvor rammer og regler er så naturligt enkle, at de er nemme at forstå for alle børn.
Når man bevæger sig rundt på gården i åbningstiden, ser man topmotiverede børn, der samarbejder om at sørge for, at alle dyr passes godt. Et grundlæggende princip er, at børnene altid er to om ansvaret for et dyr. På den måde kan de deles om det hårde arbejde, deles om alt det sjove og ikke mindst dele oplevelsen af at være værdifulde og helt uundværlige for, at Bondegården og dens mange dyr trives.
Børn og voksne i fællesskab
Bondegårdens medarbejdere tager hver dag imod, når børnene får fri fra skole, og de starter altid med et fælles møde, hvor dagens aktiviteter planlægges og aftales.
Klubmedarbejder og dyrepasser Rikke Nielsen personificerer på mange måder den stemning af ro og kærlig respekt, man oplever på gården. Og når hun taler om hverdagen i fritidsklubben, taler hun om børn, der lærer, at deres bidrag har værdi for alle og om børn, der forstår, at de er vigtige, men samtidig lærer, at det er dyrenes behov, der kommer først. Som hun så rammende siger: “Nogle ting er ikke til forhandling, og man kan ikke ride, når nogen skændes”.
Bondegården i Tingbjerg er på mange måder en lege- og læreplads for
sociale og menneskelige egenskaber og derfor også et fritidstilbud, der
kan meget mere end at bare holde nogle børn beskæftiget om
eftermiddagen.
Bondegården ligger på Terrasserne 40 i Tingbjerg og holder åbent alle hverdage fra 9-18 og i weekenderne fra 9-16.
Hvis du vil vide mere, kan du ringe til Bondegården på: 2494 0140.